Forside Nyheder › Arkiv › 2004

Mindre landbrug - Arealgrænsen sat op til 10 hektar

Glædelig nyt for deltidslandmænd

Der er godt nyt medlemmer, som driver et landbrug som selvstændig bibeskæftigelse: Tidligere var grænsen for hvor stort arealet på ens landbrug måtte være 5,5 hektar. Men fra 1. september 2004 er grænsen blevet sat op til 10 hektar.

Det er anden gang i 2004, at reglerne er blevet lavet væsentligt om.

Tidligere var man undtaget fra begrænsningen i dagpengeretten, når ejendommens grundværdi ved den 19. almindelige vurdering var under 72.000 kr.

Men den 1. marts i år blev reglerne lavet om. I stedet for en grænse som blev målt i henhold til grundværdien, blev grænsen målt udfra en arealstørrelse. Dette betød, at det således kun var medlemmer med jordbrug med et areal større end 5,5 hektar, der fik dagpengeretten begrænset.. Denne grænse er altså siden blevet sat op til 10 hektar

Der er tale om helt særlige regler for traditionelle landbrug. Landbrug er nemlig i visse tilfælde undtaget fra begrænsningen i dagpengeretten.

Det skal også bemærkes, at der også gælder særlige regler for fritidsfiskeri, biavl, udlejning af ejendomme, drift af fredskov og drift af egen vindmølle. Disse virksomhedsformer er i visse tilfælde også undtaget fra dagpengebegrænsningen på 1½ år.

Mindre traditionelle landbrug

Reglerne gælder medlemmer, der bor på landbruget og hvor der er landbrugspligt eller faktisk drives landbrug.

Det er endvidere et krav, at der i landbruget kun dyrkes almindelige landbrugsafgrøder, dvs. korn og frøafgrøder, grovfoderafgrøder og kartofler, men f.eks. ikke frøavl, pyntegrønt, frugtavl og gartneri. Har man dyr på ejendommen, må man ikke have en egentligt produktion af disse beregnet på salg, da forbruget stort set kun må være til en selv.

Ved dyrehold vil man i dagpengene blive modregnet mindst en halv times arbejde hver dag i ugen. Der vil dog ikke ske modregning, hvis man har ansat arbejdskraft til pasningen.

De nye regler vedrørende hektargrænsen gælder ikke for medlemmer, der i forvejen har fået en tilladelse til at drive landbruget uden begrænsning.


15. december 2004

Dana net