Forside Nyheder › Arkiv › 2006

Velfærdsforliget, et fornuftigt og ansvarligt skridt

DANA har forståelse for, at sikringen af fremtidens velfærd stiller krav til os i dag om at vise mådehold og spare lidt. på statsfinanserne.

Vi oplever i disse år en økonomisk højkonjunktur, som vi mærker i form af stigning i antallet af nyetablerede virksomheder, optimisme, fremgang og økonomisk råderum. De gode tider skaber plads for, at vi kan bidrage til sikring af fremtidens velstand. Og når det tilmed kan gøres så lempeligt, som tilfældet er, så ser vi det som fornuftigt, og vil medvirke konstruktivt, når forliget i løbet af efteråret og vinteren skal udmøntes i love og bekendtgørelser.

Men ud over en gradvis udskydelse af efterlønsalderen for folk under 48 år og nogle skærpelser af betingelserne for dagpenge, byder forliget på en række løft, ikke mindst en meget målrettet indsats over for børn af indvandrere. Det skal bidrage til arbejdsstyrken i de kommende årtier, hvor behovet for arbejdskraft vil være stærkt stigende.

Hermed en oversigt over hvad velfærdsreformen kan betyde for dig i hovedtræk:

Indtil videre har vi kun forligsteksten, som er indgået med et bredt flertal i Folketinget, at gå ud fra. Først når der senere på året er vedtaget de enkelte love og bekendtgørelser, vil vi kunne fortælle om de nye regler i detaljer.

Efterløn:

  • Efterlønsalderen hæves gradvist fra 60 til 62 år, og folkepensionsalderen hæves tilsvarende gradvist fra 65 til 67 år. Efterlønsalderen hæves løbende med et halvt år ad gangen i årene 2019 til 2022. Du kan altså samlet set stadig få efterløn i fem år.

    Fra 2025 kan pensionsalderen løbende justeres med 10 års varsel, hvis levealderen fortsætter med at stige. Det betyder, at det i 2015 kan varsles, at efterlønsalderen fra 2025 hæves til 63 år.Hvis du bliver 48 år i 2006, berøres du ikke af reformen. Du kan altså stadig gå på efterløn, når du fylder 60 år.
    Se skema her

  • Efterlønsbidraget bevares uændret.

  • Kravet til, hvor længe du skal have været medlem af en a-kasse og have betalt efterlønsbidrag, hæves fra 25 til 30 år.
    Hvis du er under 29 år d. 31. december 2006, skal du starte indbetalingen til efterløn, når du fylder 30 år.Er du mellem 29 og 30 år pr. 31. december 2006, skal du også betale i 30 år. Du skal starte indbetalingen senest fra det fyldte 30. år.Er du mellem 31 og 47 år pr. 31. december 2006, skal du indbetale uafbrudt til efterlønnen fra d. 1. januar 2008 – dog højst 30 år. Hvis du har indbetalt før det 35. år, vil du få bidragsfri perioder.

    Der er desuden indgået aftale om en fortrydelsesordning:Er du endnu ikke fyldt 34 år inden udgangen af 2006, skal du uafbrudt have været medlem af en a-kasse senest fra det 24. år.Er du 34 år eller ældre ved udgangen af 2006, skal du uafbrudt have været medlem af en a-kasse siden 1. januar 1997.

    Bruger du fortrydelsesretten, skal du under alle omstændigheder have indbetalt efterlønsbidrag i mindst 15 år for at få ret til efterløn.Du kan ikke efterbetale de manglende efterlønsbidrag, men den manglende betaling betyder til gengæld nedsat efterløn (2 % for hvert år, du ikke har betalt bidrag). Hvad angår den skattefri præmie bliver denne ligeledes lavere (nedsættes med 4 % for hvert år, du ikke har betalt bidrag).

  • Er du allerede på efterløn, eller går du snart på efterløn, kan du måske få fordel af en ny kommende regel om modregning for arbejde i efterlønsperioden, da disse regler lempes for relativt lavtlønnede.

    Hidtil har arbejde i efterlønsperioden som hovedregel været modregnet arbejdstime for arbejdstime. Fremover skal arbejdsindtægter op til 30.000 kr. pr. år modregnes via den såkaldte omregningsfaktor (som i 2006 er på 173,24). Fradraget sker ved, at indtægten omregnes med omregningsfaktoren. Hermed gøres det mere attraktivt for de relativt lavtlønnede, dvs. dem, der har en timeløn under 173,24 kr., at arbejde i efterlønsperioden.


Dagpenge :

  • Særreglerne for ældre ledige afskaffes.
    Det betyder, at den såkaldt forlængede dagpengeret afskaffes. Det gælder alle, der ikke er fyldt 54 år i 2006. Den forlængede dagpengeret gælder ledige, som har ret til efterløn, når de fylder 60 år.
    De skal være fyldt 55 år, inden deres "almindelige dagpengeret" udløber. Herefter kan de fortsætte med at hæve dagpenge frem til deres 60 årsdag, hvor efter de kan søge efterløn.

    De 58-59-årige kan ikke længere fritages for aktivering. Det rigtigt positive er, at dagpengeperioden for medlemmer, der er fyldt 60 år, udvides fra toethalvt år til fire år. Hermed har alle medlemsgrupperret til dagpenge i fire år inden for en periode på seks år.

    Der iværksættes særlige tilbud til ledige over 55 år.Kommer du ikke i arbejde inden for 12 måneder, har du mulighed for ansættelse med særligt højt løntilskud i en privat virksomhed. Udløber din ret til dagpenge, får du ret til et seniorjob i din hjemkommune på overenskomstmæssige vilkår – jobbet varer, indtil du kan gå på efterløn.

  • De 25 - 29-årige uden en erhvervskompetencegivende udannelse er hidtil blevet aktiveret efter 12 måneders ledighed. Fremover skal du have et jobtilbud af seks måneders varighed (med tilskud) efter seks måneders ledighed. Du kan vælge en ordinær uddannelse i stedet inden for en frist på otte uger.

  • Aktivering.
    Hidtil har du som ledig skullet aktiveres efter 12 måneders ledighed. Grænsen sættes nu ned til ni måneder for medlemmer i alderen 30 - 59 år, og der gennemføres en intensiv aktivering efter toethalvt års ledighed.

    Kan du som ledig ikke finde arbejde inden for dit eget fagområde, får du i det første år, du er ledig, mulighed for et-årige uddannelsestilbudinden for flaskehalsområder.

  • Skærpelse af karantæneregler.
    Ledige, der ikke møder til jobsamtaler, mister, første gang det sker, dagpengene frem til de igen kontakter jobcentret eller DANA. Anden gang koster det to ugers karantæne oven i perioden med den manglende kontakt, og tredje gang mistes dagpengeretten, indtil du har arbejdet 300 timer inden for 10 uger.


Nye arbejdsopgaver for DANA

  • Alle CV-samtaler skal fremover holdes af akasserne.Vi skal vejlede dig om jobmuligheder, medvirke til kompetenceafklaring, herunder afklare behov for jobskift og bredere jobsøgning.

  • Jobformidling.
    Hidtil har AF stået for jobformidlingen.Fremover skal vi i a-kasserne gennemføre jobformidling til dig som ledig, blandt andet via de jobordrer, som AF stiller til rådighed.

  • Rådighedsreglerne skærpes på en række områder:
    Fra 1. oktober 2007 skal du som ledig åbne Jobnet.dk mindst en gang om ugen, hvilket vi i akasserne skal tjekke. Du får to chancer uden, at du automatisk afmeldes. Tredje gang afmeldes du automatisk uden varsel.Alle ledige skal rådighedsvurderes hver tredje måned. Denne opgave overgår også til a-kasserne.Vi vil naturligvis informere nærmere, når diverse love vedtages, og vi får præsenteret de nærmere regler. Dette forventer vi først sker sent på året. Du er dog altid velkommen til at ringe til os eller tjekke her vores hjemmeside www.dana-akasse.dk
Dana net