Forside ›
Nyheder › Arkiv › 2007
13 Sep. 2007
Iværksætterrådgivning mangler overblik
Regeringen bør give virksomheder og iværksættere et bedre overblik over junglen af iværksætterindsatser lokalt, regionalt og nationalt, mener DANA, A-kassen for de selvstændige
- Det er glædeligt, at de fem regionale væksthuse nu alle er på plads, og kan fungere. Det bliver et godt tilskud til erhvervslivet og en enestående mulighed for at finde og dyrke de fremtidige vækstvirksomheder, som vort samfund har så stærkt behov for, siger formanden for DANA, A-kassen for de selvstændige, Henning Hansen.
- Væksthusenes succes beror dog i høj grad på, om de vil være i stand til i tilstrækkeligt omfang at koordinere deres indsatser med andre rådgivere. Der er nemlig ingen tvivl om, at brugerne, dvs. iværksætterne, har brug for en overskuelig, samordnet indsats, hvis de offentlige tilbud skal slå an og opfattes som relevante. Som det hidtil har været, har de nyetablerede af og til følt det som om de befandt sig i en uoverskuelig jungle, siger Henning Hansen.
- Nu må SMV’er og iværksættere have adgang til et samlet overblik over de kræfter, der arbejder for at styrke virksomhederne. Indsatsen mellem aktører såvel nationalt som regionalt og kommunalt må kortlægges, så enhver umiddelbart kan se, hvor netop hun eller han skal henvende sig for at få den rette rådgivning, lyder opfordringen fra Henning Hansen.
DANA er selv kraftig involveret inden for rådgivning af selvstændige og iværksættere. DANA og KPMG har således netop for få måneder siden afsluttet den omfattende konsulentopgave at etablere iværksætternetværket ErhvervsSparring for Økonomi-og Erhvervsministeriet, så der i dag er 26 ErhvervsSparringsklubber landet over.