Forside Ydelser › Ledig › Nyheder

Ændring af dagpengeperiode

I sidste uge vedtog Folketinget det meget omtalte lovforslag vedrørende halvering af dagpengeperioden. Lovforslaget var et af flere lovforslag i forbindelse med regeringens aftale om genopretning af dansk økonomi.

Lovændringen betyder, at ledige medlemmer der begynder en dagpengeperiode den 1. juli 2010 eller senere, får en dagpengeperiode på 2 år indenfor 3 år.
Før lovændringen var dagpengeperioden på 4 år inden for 6 år.

Dagpengeperioden skal forstås sådan, at medlemmet har ret til at få udbetalt 104 ugers dagpenge og andre ledighedsydelser, inden for en samlet periode på 3 år.

Lovændringen får også betydning for visse af de medlemmer der allerede er ledige ved lovens ikrafttræden. Medlemmer der den 1. juli 2010 har mere end 2 års dagpengeret tilbage, får dagpengeperioden afkortet til 2 år.

Medlemmer med mindre end 2 års dagpengeret tilbage, fortsætter med den oprindelige dagpengeperiodes længde.

De medlemmer der får deres dagpengeperiode afkortet, får et særskilt brev om dette i starten af august måned.

Dana net