Nye satser for unge under 25 år
Med virkning fra den 1. august 2009 har Folketinget ændret de gældende regler på størrelsen af dagpengesatsen for unge under 25 år.
Reglerne er ændret for at skabe ensartede regler for unge under 25 år, som modtager arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp
De ny regler gælder for dig, hvis du er under 25 år og ikke har en uddannelse, der giver dig ret til optagelse i en a-kasse eller ikke har haft 2 års fuldtidsarbejde inden for 3 år.
Efter de nye regler har du ret til dagpenge med din almindelige sats i de første 26 uger. Fortsætter du med at være ledig i de næste 78 uger, vil du fra den 27. uge kun være berettiget til en sats, som svarer til 50 pct. af højeste dagpengesats. I 2010 svarer det til 376 kr. om dagen i 5 dage pr. uge.
Derefter – det vil sige efter 104 ugers sammenlagt ledighed – har du igen ret til dagpenge med din almindelige sats.
Vær opmærksom på, at en ledighedsperiode før den 1. august 2009 også tæller med i de forbrugte uger, når du skal have fastsat din sats.
Under aktivering
Når du har været ledig i mere end 104 uger, vil du fortsat under aktivering få en dagpengesats svarende til 50% af den højeste sats.
Undtagelser:
Hvis du har 2 års fuldtidsarbejde inden for de 3 år
Du kan beholde din almindelige sats, så længe du har ret til dagpenge, hvis du har haft arbejde i hvad der svarer til mindst 24 måneders fuldtidsarbejde inden for 36 måneder. Arbejdet skal have ligget i en periode, hvor du var medlem af en a-kasse.
Under aktivering
Vær opmærksom på, at du under aktiveringsperioder får en sats svarende til 50% af den højeste sats, også selvom du har været ledig i mere end 104 uger.
Hvis du er optaget på baggrund af en kompetencegivende uddannelse
Du har ret til udbetaling med din almindelige sats i de perioder, hvor du ikke er under aktivering. I perioder under aktivering vil du fra uge 27 og frem til uge 105 få udbetalt en sats svarende til 82% af den højeste dagpengesats. I år 2010 svarer dette til 617 kr. om dagen.
Under aktivering
Vær opmærksom på, at du under aktiveringsperioder får en sats svarende til 82% af den højeste sats, også selvom du har været ledig i mere end 104 uger.