Guide til ledige

Som Danmarks eneste a-kasse kun for selvstændige hjælper vi dig med dagpengene i de tilfælde, hvor erhvervseventyret slutter førend forventet. I denne guide til ledige viser vi dig, trin for trin, hvordan du som iværksætter får dagpenge.

Steps guide til at få dagpenge og komme i gang igen
Det behøver ikke være besværligt at få dagpenge som ledig selvstændig. I denne guide hjælper vi dig igennem alle punkterne, så du med ro i økonomien kan arbejde på at komme i gang med dit næste erhvervseventyr.
  1. Undersøg om du har ret til dagpenge
    Undersøg om du har ret til dagpenge

    Du skal være ledig for at kunne få dagpenge. Det betyder, at du skal være endeligt ophørt med driften af din virksomhed.

    Når du er ophørt med virksomheden, kan du få dagpenge efter de første 3 uger. Ved konkurs og tvangsauktion har du ret til dagpenge efter blot en uge.

    For at være berettiget til dagpenge skal du desuden opfylde de almindelige betingelser for ret til dagpenge. Du skal bl.a. have været medlem af en a-kasse i mindst et år, og du skal i perioden opfylde beskæftigelseskravet på det, der svarer til et års arbejde i en medlemsperiode.

  2. Meld dig ledig på jobcentret
    Meld dig ledig på jobcentret

    Det er vigtigt, at du tilmelder dig jobcentret som ledig fra din FØRSTE ledighedsdag. Enten ved personligt fremmøde på dit kommunale jobcenter eller på jobnet.dk.

    Hurtig tilmelding er udelukkende til din egen fordel, da datoen for tilmeldingen, er den dato vi må udbetale dagpenge fra. Er du ikke tilmeldt jobcentret, kan du ikke få dagpenge eller aktiveringsydelse.

  3. Ansøg om dagpenge og indsend dokumentation
    Ansøg om dagpenge og indsend dokumentation

    For at få dagpenge skal du dokumentere, at din virksomhed er ophørt. Det gør du ved at udfylde og indsende en række blanketter og anden relevant dokumentation. Dokumentationen inkluderer blandt andet en ledighedserklæring, som kan ses som en slags ansøgning om dagpenge.

    Du finder alle blanketterne på MIT DANA. Det er også her, at du udfylder blanketterne og indsender dokumentation.

    Herunder kan du se, hvilken dokumentation vi skal bruge alt afhængig af typen af din virksomhed.

    Ophør med selvstændig virksomhed – drevet i mindre end 3 regnskabsår

    • Udfyld blanket "Ansøgning om dagpenge for selvstændige"
    • Arbejdsskema
    • Dokumentation for ophør med din virksomhed

    Ophør med selvstændig virksomhed – drevet i mere end 3 regnskabsår

    • Udfyld blanket "Ansøgning om dagpenge for selvstændige"
    • Udfyld blanket "Satsberegning for selvstændige"
    • Arbejdsskema
    • Dokumentation for ophør med din virksomhed

    Ophør efter lønarbejde

    • Udfyld blanket "Ansøgning om dagpenge for lønmodtagere"
    • Ansættelseskontrakt
    • Din opsigelse

     

  4. Opret et CV på jobnet.dk og tjek dine jobopslag hver 7. dag
    Opret et CV på jobnet.dk og tjek dine jobopslag hver 7. dag

    Når du har tilmeldt dig jobcentret, skal du inden for tre uger oprette og aktivere dit CV på jobnet.dk. Herefter skal CV’et godkendes af os, hvilket typisk sker i forbindelse med et CV- og vejledningsmøde.

    For at vi kan godkende dit CV, skal du huske at:

    • Alle felter skal udfyldes
    • Dit telefonnummer, postnummer og email skal være synlig, så en evt. arbejdsgiver kan kontakte dig
    • Oplyse om tidligere beskæftigelse 5-10 år tilbage. Særligt perioder som selvstændig er relevante her
    • Oplyse 2-3 områder som du søger job inden for. Husk at være realistisk og søg, hvor der er gode jobmuligheder i forhold til din erhvervserfaring og uddannelse
    • Angive at du søger fuldtidsjob på almindelige vilkår under ”ansættelsesforhold”

    Du kan læse mere om, hvordan du laver et CV her.

    Tjek dine jobopslag hver 7. dag
    For at være berettiget til dagpenge, skal du tjekke dine jobopslag mindst hver 7. dag på jobnet.dk. Dette fungerer som en bekræftelse på, at du stadig er jobsøgende.

    Hvis du glemmer det, risikerer du at blive automatisk afmeldt jobnet.dk, hvilket betyder, at du mister retten til dagpenge, indtil du er tilmeldt igen.

    Tip
    Jobcentret har en sms-service, som en gang om ugen minder dig om, at du skal bekræfte din jobsøgning.

  5. Stå til rådighed
    Stå til rådighed

    Når du er ledig og modtager dagpenge, er der et krav om, at du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

    Det betyder, at du aktivt skal søge efter nyt arbejde, samtidig med at du skal opfylde alle de krav, som stilles af jobcentret og a-kassen.

    Du står til rådighed, når du: 

    • Er rask og i stand til at varetage et fuldtidsarbejde
    • Søger mere end ét job om ugen.
    • Er tilmeldt jobnet.dk og har et aktivt CV liggende på siden
    • Møder op til de lovpligtige samtaler og møder, du bliver indkaldt til
    • Søger de job, du får udleveret på jobcentret, i DANA og hos Anden aktør
    • Bekræfter din jobsøgning på jobnet.dk mindst hver 7. dag
    • Overholder den jobplan, der bliver lagt på jobcentret eller hos Anden Aktør
  6. Få styr på detaljerne ved ferie og sygdom
    Få styr på detaljerne ved ferie og sygdom

    Som ledig har du ret til sygedagpenge og feriedagpenge. Der er dog en række ting, du skal være opmærksom på.

    Feriedagpenge
    Du skal fx huske melde ferie til os (din a-kasse) i god tid, så vi kan nå at udbetale dine feriedagpenge. Du skal også melde ferie til Jobcentret i god tid, så din ferie kan godkendes i forhold til de møder, som Jobcentret eventuelt har tænkt sig at indkalde dig til.

    Sygedagpenge
    Det er også vigtigt, at du altid husker at melde dig syg hos både jobcentret og hos os i DANA på første sygedag. Sygemeldingen er meget vigtig, da du risikerer at miste retten til sygedagpenge, hvis du glemmer det.

    Læs mere om feriedagpenge og sygedagpenge.

  7. Brug os til at komme videre
    Brug os til at komme videre

    Det kan være udfordrende at skulle i gang med jobsøgningen efter at have været selvstændig eller lønmodtager i en længere periode.

    På vores hjemmeside finder du hjælp til at komme godt i gang med jobsøgningen, og vi anbefaler dig at bruge lidt tid på at se, hvad vi kan byde på.

    Du finder fx hjælp til at skrive en fængende ansøgning og et godt CV, ligesom vi tilbyder et bredt udvalg af kurser, som kan styrke dine kompetencer. Du har også mulighed for at få konkret rådgivning og deltage i vores netværksmøder, hvor du kan skabe nye kontakter og forretningsforbindelser til ligesindede iværksættere.

  8. Husk at afmelde dig som ledig, når du starter noget nyt
    Husk at afmelde dig som ledig, når du starter noget nyt

    Når du har fundet et job, eller vælger at starte en ny virksomhed op, skal du huske at afmelde dig som ledig. Det gør du ved at kontakte jobcentret og afmelde dig fra din første arbejdsdag.

    Hvis du er på vej til at starte noget nyt op, kan det også være en god idé at kontakte os. I DANA kender vi processen og kan hjælpe dig med at komme godt fra start. Også selv om det ikke er første gang, du starter som selvstændig.